Vil du til tops på Google? Sørg for, at din webshop er mobiloptimeret

Google ændrer konstant spillereglerne for, hvilke sider der vises på side 1, og i disse år er der særligt fokus på at give mobile hjemmesider en fordel i de organiske søgeresultater. De seneste ændringer i algoritmen bevirker nu, at Google i højere grad end hidtil foretrækker din hjemmesides mobilversion frem for desktopudgaven. Arbejder du med SEO eller e-handel, kan du med fordel læse nedenfor, hvor vi har samlet tips og tricks til, hvordan du bliver klar til Googles bebudede ”Mobile First”-ændringer.

Bo Dahl Andersson


Fremtiden er domineret af mobile platforme

Udviklingen i forbrugernes søgetendenser har længe vist, at mobile platforme vinder markedsandele ift. stationære enheder såsom din PC. Folk bruger i langt større omfang iPhones og tablets, når de handler eller søger på nettet, og dette har fået Google til at ændre deres algoritme, således at din hjemmesides mobileversion indekseres først – også før din desktopversion. Som et led i initiativet ”Mobile First” forsøger Google at imødekomme brugernes ændrede søgevaner ved at opprioritere mobile hjemmesider. 

Langt de fleste webshopejere har efterhånden indset nødvendigheden i at investere i responsive hjemmesider, der altså tilpasser sig alt afhængigt af, hvilken enhed der bruges til at tilgå webshoppen. Dette harmonerer ganske fint med Googles fokus på ”Mobile First”, men er du endnu ikke hoppet med på bølgen, bør du kraftigt overveje det af hensyn til dine placeringer i søgeresultaterne. 

Undervurder ikke betydningen af en mobil webshop

Googles komplekse og til tider uigennemskuelig algoritme kan virke som det rene hokuspokus, men ikke desto mindre gør du klogt i at lytte efter, når Google en sjælden gang røber sløret for de parametre, der har betydning for dine placeringer i søgeresultater. Med tilkendegivelsen om ”Mobile First” er det op til dig at sørge for, at din hjemmeside overholder søgemaskinens anbefalinger og retningslinjer for en mobiloptimeret webshop.

Det er ikke nok, at din hjemmeside automatisk tilpasser sin skærmstørrelse til de forskellige enheder – alt fra bruger- og indkøbsflow til funktioner og interface bør være tilpasset mobile platforme, såfremt disse anvendes til at tilgå siden. Desktop- og mobilversionen af din hjemmeside bør ses som to særskilte dele, der hver især kræver optimering og tilpasning i relation til både brugervenlighed, funktionalitet og overskuelighed. Sørger du for at opfylde Googles krav, bør du ikke frygte for at tabe terræn i søgeresultaterne. Desuden gør du hele shoppingoplevelsen nemmere og mere bekvem for dine kunder, hvilket i sig selv kan optimere dine konverteringer.

Der er endnu ikke udmeldt nogen officiel dato fra Google for, hvornår opdateringen forventes at være implementeret, men man er allerede i fuld gang med at teste og tilpasse opdateringerne med relation til ”Mobile First”. Forventningen er, at man ikke skiller søgeindekserne ad (altså ét mobilindeks og ét desktopindeks), men tanken om forsøg med separate indeks er tidligere blevet luftet.