Video video

Ifølge Facebooks vice president for Europa kommer videocontent til at udkonkurrere den skriftlige kommunikation på mediet.

Trine Lyngsø

Vi er og har længe været vilde med video – faktisk så vilde med det, at flertallet i 1982 gav deres stemme til Melodi Grand Prix hittet ’Video Video’, der løb med titlen som årets vindersang. 2017’s SoMe Grand Prix tipper også video til at være årets vinder, når det kommer til content på Facebook. Videoindholdet forventes nemlig at stige markant over de næste år.

”For mig er det bar’ sagen at se på video hele dagen” – sådan sang vinderbandet Brixx, hvis ”Vennerne syntes det går for vidt at sidde og glo på alt det skidt”. I dag er det for et stigende antal sagen at se på video hele dagen, og flere foretrækker også videocontent frem for skrevne ord på Facebook.

Vi vil have vores nyheder hurtigt i en travl hverdag. Vi gider ikke læse lange tekster på Facebook, og vores opmærksomhed fanges af de video, der på blot få sekunder formår at overbevise os om, at indholdet er relevant for os.
Video er kommet for at blive på de sociale medier, og derfor skal både medier og annoncører i højere grad tænke i videoindhold, som er fremtiden.

Facebooks vice president for Europa, Nicola Mendelsohn, har udtalt, at der i 2021 kun vil være video at finde på Facebook. Video er et genialt værktøj til at fortælle sin historie på, da det visualiserer tingene, så modtagerne i højere grad lader sig rive med. Er din virksomhed på Facebook, så bør I overveje, om I bør gøre mere i videoindhold.