Ny lov slår hårdere ned på skjult reklame

Sociale medier har vundet større indpas - også når det kommer til markedsføring. Folketinget har netop vedtaget ny lov, der slår hårdere ned på skjult reklame på sociale medier.

Bo Dahl Andersson

Et stigende antal erhvervsdrivende anvender bloggere som en del af deres markedsføring, og det er ikke uden grund. Bloggere er blevet meningsdannere og influencers, og undersøgelser viser, at forbrugerne lytter og lader sig inspirere af dem. Det har erhvervsdrivende fået øjnene op for, og det betyder, at der de seneste år har været en stigning af indhold på de sociale medier, som går under kategorien skjult reklame.

Det har Folketinget forsøgt at imødekomme med en ny lov, der skal skabe mere klarhed.

Tirsdag d. 25. april blev der vedtaget en ny lov, der skærper reglerne på området for skjult markedsføring. Fremover er det et krav, at bloggere og andre privatpersoner, som reklamerer for et produkt på opfordring af en virksomhed, skal tydeliggøre, at der er tale om sponsoreret indhold. Det skal synliggøre overfor forbrugerne, at det er skjult reklame.

Som forbruger vil man derfor fremover på de sociale medier kunne se, hvilke produkter eller services som bloggere og privatpersoner er blevet betalt eller sponsoreret for at tale om.

Både erhvervsdrivende og bloggere kan stilles til ansvar for de nye regler.