Det digitale reklamemarked vokser

Omsætningen på det danske reklamemarked vokser til 15,5 milliarder kroner i 2017, hvilket svarer til en stigning på 1,9 procent sammenlignet med 2016.

Melanie Møller-Baumann

De sidste par år har print, aviser, dagblade, magasiner og TV lidt under digitaliseringen, og samtlige målinger og prognoser viser fortsat tilbagegang. De traditionelle medier har stadig en rolle, men fremtiden ser ikke lys ud. I 2016 forventes en nedgang på 11 procent for dagbladene efterfulgt af en tilbagegang på 9 procent i 2017. Tv-reklamemarkedet står ligeledes til en nedgang på 4 procent i 2017.

Det digitale reklamemarked vækster derimod! Omrokeringer af danske reklamekroner til blandt andet søgeordsannoncering, web-tv, mobil- og videoformater samt mobilannoncering har placeret Danmark i toppen af pyramiden for digitale investeringer i Norden. Inden for det seneste år har vi blandt andet set en stigning på 64 procent inden for automatiseret salg/programmatic samt en stigning på 77 procent indenfor web-tv og 44 procent indenfor mobilmarkedsføring.

Instituttet for Reklame- og Mediestatistik, IRM, forudsiger, på baggrund af økonomiske rapporter, trendanalyser og kvalitative interviews, at de digitale kanaler vil udgøre 48,9 procent af det samlede reklameforbrug i Danmark i 2017. Det digitale reklamemarked er dermed i større fremgang end nogensinde før, alt imens print- og tv-faldet accelererer.

Kilde: Børsen, 16.10.16.